Vil du i bedre form? Eller vil du tabe dig på en effektiv måde? Så er en spinningcykel helt klart værd at overveje.
En spinningcykel er en bestemt type konditionscykel, som du kan træne på derhjemme, så du ikke længere behøves at skulle ud fra hjemmets fire vægge. Så slipper du for at skulle hen til et fitnesscenter, hvor mange af maskinerne er optagede, og der er mange andre mennesker, der kigger osv.
En spinningcykel er et af de mest effektive redskaber til at komme i god form. Spinning er derfor også en af de træningsformer, der altid bliver ved med at være i et fitnesscenter, fordi det er så effektivt. Spinning er blandt de træningsformer, hvor du kan forbrænde flest kalorier i timen. Men med en spinningcykel i hjemmet, kan du nu klare det hele derhjemme og behøves ikke længere bruge penge og tid i fitnesscentret.
En spinningcykel er god at køre på længere tid af gangen og er for dig, som gerne vil have den samme følelse og fornemmelse, som når man kører udendørs på en racercykel.
Den er for dig, som vil kunne give den fuld power, træde hårdt og give den gas.
En spinningcykel er dog ikke for dig, som har knæproblemer, er oppe i alderen eller har generelt svage led og muskler. Da skal du i stedet kigge efter en motionscykel, som også har indbyggede programmer og viser mange data, som en spinningcykel ikke nødvendigvis viser. For der er nemlig forskel på en motionscykel og en spinningcykel. Men hvad er forskellen på en motionscykel og en spinningcykel?
Forskellen på en spinningcykel og en motionscykel
Er der forskel på en spinningcykel og en motionscykel? Ja, det er der. Fælles for dem begge er, at de er indendørscykler, som kan forbedre din kondition. Derfor hører de også begge inde under kategorien konditionscykel.
En motionscykel er dog bygget helt anderledes end en spinningcykel. En motionscykel har som regel ikke lige så mange indstillingsmuligheder. Man sidder generelt også mere oprejst, og der er en bredere og blødere sadel på en motionscykel. Derudover har motionscyklen oftest et stort display eller anden form for cykelcomputer, hvor man kan følge med i træningen, og måske er der indbyggede programmer.
Med en spinningcykel kommer du så tæt som muligt på at få fornemmelsen af at køre udendørs på en racercykel. Indstillingen på cyklen gør, at du sidder som på en racercykel, og det tunge svinghjul gør, at når du træder, føles det som om, at du kører udenfor.
En spinningcykel har oftest også anderledes pedaler end en motionscykel. Pedalerne er enten med tåhætte eller klikpedaler, hvor du klikker nogle specielle sko i pedalerne, så du kan give den fuld gas uden at bekymre dig om, hvorvidt dine fugtige sko glider på pedalen, og du kan samtidig få effekten af at kunne trække op i pedalerne, så du kan få endnu mere fart på spinningcyklen.
En spinningcykel er derfor til dig, der gerne vil have mest mulig ud af cykeltræning, men kunne gøre det indendørs derhjemme. Den er til dig, der ikke behøves alle mulige unødvendige indbyggede programmer og display eller computer. Den er til dig, der gerne vil komme så tæt på følelsen af at cykle udendørs på en racercykel som muligt.
Nu hvor du kender forskellen på en spinningcykel og en motionscykel og måske overvejer at købe en spinningcykel, så tænker du sikkert: ”Hvad skal jeg så holde øje med, når jeg skal købe en spinningcykel?”
Hvad skal man kigge efter, når man skal købe en spinningcykel?
Der er flere ting, man skal være opmærksom på, når man skal købe en spinningcykel.
Hvor tungt er svinghjulet?
Først og fremmest skal du være opmærksom på svinghjulet. Svinghjulet er et stort hjul, der sidder forrest på spinningcyklen. Når du træder rundt i pedalerne, er svinghjulet forbundet med en kæde eller en rem, som drejer svinghjulet rundt. Når du tramper i pedalerne, er det svinghjulet, du træder rundt.
Der er nogle, der går meget op i svinghjulets vægt og andre som slet ikke kan mærke forskel. Det er særligt de lidt mere garvede, som cykler i forvejen, der kan mærke forskel på et let svinghjul og et tungt svinghjul.
Et tungt svinghjul vil føles bedre end et let svinghjul, da det vil føles mere som om, at du kører udendørs. De fleste spinningcykler har også et tungere svinghjul end en motionscykel, og det er blandt andet derfor, at en spinningcykel føles mere som at køre udendørs.
En tommelfingerregel er, at svinghjulet minimum skal være 14 kg. Hvis det er lettere, vil du føle, at det ikke er lige så godt at træde rundt, når du skal køre stærkt og hårdt. Hvis du er øvet, går meget op i spinningen eller er i god form, skal svinghjulet dog gerne være endnu tungere end 14 kg.
Med det sagt så er svinghjulet absolut ikke det eneste, som du skal kigge på. Du skal selvfølgelig sammenholde svinghjulet med dine behov og spinningcyklen og dens kvalitet i øvrigt.
Gode råd angående svinghjulet:
- Svinghjulet er afgørende for, hvor god en følelse du får, når du kører stærkt
- Uanset niveau skal du gå efter et svinghjul på 14 kg. eller derover
- Køb et endnu tungere svinghjul, hvis du vil have den bedste oplevelse
- Svinghjulet er vigtigt, men ikke det eneste vigtige, når du skal købe spinningcykel
Skal spinningcyklen være med rem eller kæde?
Spinningcyklen kommer enten med rem eller med kæde, som er forbundet til svinghjulet. Når du kører rundt, er det en rem eller en kæde, som du trækker.
Kæde er det vi kender fra vores egne cykler, som vi kører udendørs på, men er inden for spinningverden faktisk ikke det bedste valg.
En spinningcykel med kædedrift larmer lidt mere, mens en spinningcykel med remdrift er stort set lydløs. Hvis du bor i lejlighed eller skal bruge spinningcyklen, mens nogle sover i værelset ved siden af, skal du derfor gå efter remdrift.
Gode råd angående kæde eller rem:
- Kædedrift er ofte billigere, men larmer også mere
- Remdrift er næsten lydløst, så det kan bruges i lejligheden og lignende, men koster til gengæld normalt lidt mere
Skal det være en spinningcykel med computer eller skærm?
Førhen var der ingen spinningcykler med computer eller lignende display. Det var kun motionscykler, der havde det.
Men i dag er der flere og flere spinningcykler, der har en computer eller lignende, så man kan følge med i træningen. Computeren viser typisk data som for eksempel tid, fart, antal kilometer, kalorier og lignende. De allerbedste modeller, fx. amerikanske Peloton har skærme hvor du kan følge med i et program eller spinne live med andre rundt omkring i verden.
Der er dog stadig nogle spinningcykler, der ikke har en computer. Hvis det er vigtigt for dig at kunne følge med i træningen og få data vist på et display foran dig, så skal du være opmærksom på, om spinningcyklen har dette.
Alternativt er der mange, der køber et pulsur eller lignende og sætter på spinningcyklen, så man stadig kan træne efter puls. Der er heller ikke noget som forhindrer at man opsætter en iPad eller anden tablet foran cyklen, så man kan se en film eller nyhederne mens man cykler. Og på mobilen kan man let sætte musik fra fx. Spotify (om Spotify Danmark her) på, eller høre en lydbog (om lydbøger her) under træningen
Gode råd angående spinningcykel med computer:
- Det er ikke alle spinningcykler, der har computer
- Hvis du vil have dette, skal du være sikker på, at den kan vise de data, du vil have
- Det mest almindelige, en computer viser, er bl.a. tid, fart, kalorier og distance
- Hvis den ikke har computer, kan du selv have et pulsur ved siden af til træningen
Sid ordentligt på en spinningcykel med mange indstillingsmuligheder
En spinningcykel har oftest flere indstillingsmuligheder end en motionscykel. Mens en motionscykel normalt kun kan indstilles i sadelhøjden, kan man oftest også indstille sadlen frem og tilbage, indstille styret i højden og indstille styret frem og tilbage på en spinningcykel.
En spinningcykel er beregnet til, at du sidder bedst muligt i forhold til at få mest ud af din træning. Det er med andre ord ikke den mest skånsomme køreposition, men en ideel position til at kunne træne hårdt og i længere tid af gangen.
Nogle af de billige spinningcykler har ikke lige så mange indstillingsmuligheder som de lidt dyrere. Det kan anbefales at få alle indstillingsmuligheder. Det er vigtigt, at spinningcyklen indstilles til dig, så du sidder ordentligt på den.
Hvis du sidder forkert på en spinningcykel risikerer du at få skader, og du får ikke det optimale ud af din træning.
Et godt råd er derfor ikke at spare på indstillingsmulighederne. Hellere give lidt mere for spinningcyklen og så have mulighed for at kunne justere mere på cyklens indstillinger, så den passer til dig.
Gode råd angående indstillingsmuligheder:
- Vær opmærksom på hvor mange muligheder, der er for at kunne indstille på cyklen
- Spar ikke på budgettet for at gå på kompromis med indstillingsmulighederne
Hvilken type pedaler skal jeg have, når jeg skal købe en spinningcykel?
Du kan få en spinningcykel med flere typer pedaler. Der findes generelt tre typer pedaler:
- Tåhætte
- Look
- SPD
De tre typer kan også kombineres, så man kører med ’kombipedaler’. Det kan for eksempel være en pedal med en kombination at Look og SPD. Hvis du beslutter dig for at ville skifte fra SPD til Look, er det så ikke noget problem.
Alle tre typer pedaler er kendetegnet ved, at du sidder godt fast i pedalen, så du ikke glider og samtidig kan trække op i pedalen, så du får et mere effektivt tråd.
Tåhætte er en type pedal, hvor du kan bruge dine egne kondisko. Du spænder skoene fast med nogle remme, der sidder fast på pedalen og som går op over skosnuden.
Tåhætten er den bedste pedaltype til nybegyndere eller andre, der blot vil prøve spinning uden at skulle købe nogle specielle typer sko.
Ulempen ved tåhætte er, at remmene rundt om skosnuden skal strammes rimelig stramt, så det kan føles lidt ubehageligt for dine fødder. Derudover sidder dine sko ikke helt lige så godt fast som med SPD og Look.
SPD er klikpedaler, hvor du ’klikker’ nogle bestemte cykelsko i pedalerne, så dine fødder sidder fast på pedalerne. Du kan komme ud af pedalerne ved at vride hælen væk fra cyklen.
SPD er oprindelig lavet til mountainbikes og lignende, og fordelen ved dem er, at du forholdsvis let kan få fødderne i og ud af pedalerne. Til gengæld har de et ry for ikke at være lige så gode som Look, fordi der er større sandsynlighed for ved en fejl at klikke ud af pedalerne, hvis du bruger SPD.
Ulempen er, at det kan tage lidt tid at lære, og at du skal investere i nogle cykelsko, hvor du skal montere nogle bestemte klamper for at kunne bruge klikpedalerne.
Look er ligesom SPD en type klikpedaler, hvor du klikker cykelskoene fast til pedalerne. Look var opfinderen bag klikpedalerne, og de har meget erfaring bag sig. Mange af de professionelle cykelryttere, der kører Tour de France og lignende, bruger Look-pedaler.
Look er kendt for at lave nogle mere solide klikpedaler, der kan holde til mere end SPD, og hvor du sidder bedre fast. Der er ikke en kæmpe forskel, men for dig der gerne vil have det bedste, skal du vælge Look.
Gode råd angående pedalerne:
- Spinningcyklen kommer med pedalerne: tåhætte, SPD eller Look så vælg det rigtige
- Tåhætte er til dig, der er helt ny inden for spinning og blot vil prøve det uden at skulle købe spinningsko
- SPD er de nemmeste klikpedaler at klikke ind og ud af
- Look er de bedste og mest holdbare klikpedaler
Dit budget når du skal købe spinningcykel
Sidste punkt at være opmærksom på, er dit budget, når du skal købe spinningcykel.
Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at jo mere du er villig til at betale, jo mere får du også for pengene. Spørgsmålet er dog oftest, om du har behov for at få ’mere’.
Har du for eksempel ikke behov for et særlig tungt svinghjul, fordi du alligevel ikke skal bruge spinningcyklen så ofte, så kan det være værd at overveje at spare de penge.
Generelt er det dog sådan, at prisen og kvaliteten følges ad. Betaler du mere, får du også bedre kvalitet. Hvis du betaler lidt mere for cyklen vil den derfor også holde længere, og din generelle oplevelse med spinningcyklen vil være bedre.
Spinningcykler kommer i priser fra under et par tusinde kroner og går helt op til omkring 20.000 kroner. Er man helt oppe i de dyre modeller kan man typisk får dem finansieret hos forhandleren, eventuelt gennem Viabill eller et lån (udbydere her). Spørgsmålet er i sidste ende, hvor meget dit budget er på, og hvad du har behov for. De dyre modeller vil måske give dig den køreglæde som rent faktisk gør at du får trænet. På den anden side er det også en sur situation at have for 15.000 kroner dyrt udstyr stående som man ikke benytter.